Er du mon klar til date-med-succes? - Vores råd er, at du lægger en ”dating-strategi”, og tager de første baby trin til at komme ud i det pulserende dating-liv.
Selv en lille bitte handling i retning af at komme i gang, kan være nok til at give dig følelsen af succes. Når du først går i gang med at træne din dating-muskel, bliver det lettere. Al øvelse gør mester.
Så tillykke med at du nu har besluttet dig for at komme i gang med at date (igen)!
Er du som de fleste mennesker, har du nemlig et dybt, fundamentalt ønske om at opleve kærlighed og nærvær. Ønsket om at elske (eller blive forelsket) er helt naturligt og kan på mange måder sidestilles med vores behov for eksempel føde og søvn.
Derfor er det heller ikke så underligt, at vi indimellem kommer til at snuble i vores iver for at ”møde den rigtige”. Vi er forståeligt nok drevet af ønsket om nærvær, intimitet og kærlighed.
Men for at undgå al for mange blå mærker på knæene, er der visse fatale falgruber som det er klogt at være opmærksom på. Når du husker disse faldgruber, vil du have en langt større chance for at amors pile rammer plet.
Her er 5 fæle faldgruber:
1. Hvis du er uklar omkring hvem du er og hvad du søger, er det svært for et match at få øje på dig. Du risikerer også at få for mange fisk i dit net, som ikke matcher dig. Giv derfor klart udtryk for hvem du er, og vær helt ærlig omkring hvad du søger.
2. Lad det ikke trække i langdrag med lange skriverier frem og tilbage. Sørg i stedet for for at mødes relativt hurtigt. Virkeligheden kan vise sig at være meget anerledes end det, du forestiller dig.
3. Undgå ”formelle” møder. Lad det være afslappet og uformelt. Det er fx bedre at mødes over et enkelt glas vin, og mærke om der er kemi, end det er at tygge sig igennem en 3-retters menu i ”larmende tavshed”.
4. Lad være med at opføre jer som om i er kærester før i har mødt hinanden, også selvom det føles ”cyber-hot”. At sende læssevis af søde sms’er mv. (før i kender hinanden) kan skabe en falsk følelse af tryghed, somom i allerede har et ”rigtigt parforhold”.
5. Medmindre du søger en ”penneven/inde” så lad være med at holde liv i en kontakt, som ikke udviser den fjerneste intention om at mødes i det virkelige liv. Sørg i stedet for for at der er handling bag ønsker og ord.